PRINT Skip Navigation LinksHjem > Tal med din læge > ...om gener i skeden

Behandling af gener i skeden

Hvis din skede er tør og klør, kan cremer uden hormoner og særlige vaginale fugtighedsmidler hjælpe. Præparaterne kan også lindre gener i forbindelse med samleje. Præparaterne lindrer dog kun gener midlertidigt, men kurerer ikke vaginal atrofi, som skyldes mangel på østrogen.

Hormonpræparater, der gives til generelle gener i forbindelse med overgangsalderen, kan også lindre gener i skeden hos nogle kvinder. I dag er hormonpræparater tilgængelige i mange former – herunder tabletter, hudplastre eller hudimplantater. Disse systemiske behandlinger (dvs. behandlinger, der cirkulerer rundt i hele kroppen via blodet) forebygger eller lindrer gener i skeden hos mange kvinder, men hos ca. en fjerdedel af kvinderne virker de ikke på gener som f.eks. tørhed i skeden. Da disse behandlinger påvirker hele kroppen, anbefales det derfor kun at bruge lokalbehandling i skeden, hvis kvinden kun har gener i skeden og urinvejene.

Lokalbehandling med østrogen: Heldigvis er østrogen, der gives direkte i skeden, rigtigt godt til at genoprette forholdene i skeden, dvs. lindre gener i forbindelse med tørhed, kløen, svien, ømhed og smerter. Kvinder, der kun har gener i skeden eller urinvejene, har ofte kun brug for lokalbehandling.

Østrogen kan gives i skeden i form af tabletter, creme, stikpiller eller en ring, som langsomt frigiver østrogenet:

  • Tabletter føres ind i skeden med en engangsapplikator. Tabletten sætter sig fast på væggen i skeden, hvor den gradvist opløses og frigiver hormonet. Der gives én tablet om dagen i de første 14 dage, og derefter er det nok med én tablet to gange om ugen.
  • Creme gives i afmålte mængder i en applikator.
  • Stikpiller føres normalt ind i skeden uden brug af applikator.
  • Hormonringen skal sættes op i skeden af en læge eller anden fagperson. Ringen kan blive siddende i op til tre måneder.


< Forrige: Bryd tavsheden over for din læge

Næste: ...om urinvejsproblemer >